Solidaritet
Solidaritet
Karen Skovmand
”Solidaritet,” sagde Mr Philpott til Alices far. ”Det handler om solidaritet. Vi må stå sammen, os her på gaden.”
Der var ikke meget gade over deres oversvømmede vej, som endda meget passende hed Creek Road. Alice kiggede ud ad køkkenvinduet. Selv om det var mørkt, kunne hun se Mrs Pattersons hus på den anden side af hækken. Der var lys i huset. og Alice kunne ane silhuetten af Mrs Patterson i et af vinduerne. Hun kunne godt lide Mrs Patterson. Mrs Patterson boede alene, og måske var det derfor hun altid havde en kop varm kakao parat til Alice efter skoletid. Men det var selvfølgelig før skolen lukkede.
Alice brød sig ikke om at tænke på den tid. Hun brød sig heller ikke om den måde Mr Philpott slog sin stok i gulvet for at understrege sine argumenter. Eller om hans ophidsede stemme . Men det var umuligt ikke at høre ham.
”Regeringen! Jeg siger dig at regeringen er ligeglad. De lader os drukne som rotter her i landet. Og den næste okkultion er på vej!”
”Okklusion,” sagde Alices far, og Alice kunne høre at han også ville ønske Mr Philpott ville gå sin vej. Væk fra deres hyggelige køkken.
”Okklusion,” fortsatte Alices far med den stemme han brugte til at læse op fra avisen med. ”En koldfront bevæger sig altid hurtigere end en varmfront. Når den indhenter varmfronten, skabes en okklusion fyldt med regn. Resultatet kan blive en geografisk begrænset men kraftig regnstorm.”
”Lige præcis!” råbte Mr Philpott. ”Ingen holder øje med os og slet ikke regeringen. Derfor er vi nødt til at passe på os selv. Men min kontakt vil kun holde på båden indtil kl. 3. Derefter ryger den. Og næste gang regnen kommer, er vi prisgivet! Jeg siger dig at denne gang vil vi se dødsfald!”
Alices far kom hurtigt over og lagde sin arm omkring Alice. Et kort øjeblik fyldtes hendes næse af lugten fra hans tykke sweater. Den var ikke ubehagelig. Bare en stærk lugt af far.
”Sludder,” sagde han til Mr Philpott. ”Men hvis det betyder så meget for dig, deltager vi gerne. Det kan være ganske fornuftigt at have en båd under disse omstændigheder.”
Derefter gik han, og Alice vidste at det var for at finde kontanter frem fra det hemmelige sted i soveværelset. Det kunne de naturligvis ikke lade Mr Philpott se, selv om han udmærket vidste de var der. I disse tider havde alle deres kontanter hjemme. Men det var alligevel også dumt. Efter det sidste statskup kunne man ikke længere regne med politiet, og der havde allerede været en del indbrud i byen. Det var ikke meningen hun skulle vide det, men hun vidste det alligevel. Ligesom hun vidste at hendes far havde anskaffet sig en pistol for at kunne passe på dem. Men det måtte hun aldrig sige til nogen.
Hun var alene med Mr Philpott nu. Hun anede ikke hvordan hun skulle underholde ham.
”Det er et skrækkeligt vejr, synes du ikke?” hørte hun sig selv sige. Han så på hende som om hun var sindssyg.
”Vejr?” sagde han. ”Det kan man selvfølgelig godt kalde det. En hel måneds regn på 48 timer og før det, en anden måneds regn på kun 60 timer. Og nu kommer der en ny okkultion.”
Alice vidste ikke hvad hun skulle sige, men Mr Philpott behøvede det heller ikke. Hans små, runde øjne skinnede om kap med hans skaldede isse mens han fortsatte sine forudsigelser.
Og så var far tilbage med pengene, dem alle sammen, i sin knyttede hånd.
”Værsgo, Mr Philpott,” sagde han. Mr Philpott tog imod pengene og lagde dem i en gammel, slidt læderpung.
”Tak,” sagde han bare. ”Det er det jeg siger – solidaritet!”
Alice vidste ikke hvor længe hun havde sovet da far ruskede hende vågen.
”Vågn op!” blev han ved med at råbe. Hun kæmpede sig vej fra drømmelandet til virkeligheden. Virkeligheden var kold. Og fuld af lyde. Hun kunne ikke forstå hvor de kom fra, men så gik det op for hende at stormen var kommet.
”Klæd dig på,” sagde hendes far, mere rolig nu da hun satte sig op og gned sig i øjnene. ”Vi skal i båden. Mr Philpott kommer forbi om kort tid.”
Båden? Mr Philpott? Det tog noget tid før Alice forbandt stormen med båden og Mr Philpott. Men så huskede hun.
Far hjalp hende med at få tøjet på. Hun havde selvfølgelig fået sparket strømperne ind under sengen, selv om hun udmærket vidste det var vigtigt at lægge tøjet omhyggeligt så man hurtigt kunne få det på igen.
Hun protesterede da han fortsatte med at give hende tøj på. Men han var ubønhørlig.
”Vi aner ikke hvor længe vi skal være udenfor, og der er ikke noget dække på båden. Du skal være varm nok!”
Det gik op for hende at det var alvor denne gang da hun ville gå ned ad trappen for at tage støvler og overtøj på.
Der var ingen trappe. Kun vand.
”Det er heroppe allerede,” hørte hun far sige. ”Jeg bar det hele ovenpå i går.”
Det hele viste sig at være temmelig meget. Havde far overhovedet sovet? Men der var ikke tid til at stille spørgsmål. Det handlede om at få støvler på og bagefter den tykke vinterfrakke, også selv om det ikke var vinter. Ikke endnu da.
Alice skyndte sig alt hvad hun kunne. Alligevel nåede Mr Philpott at slå hårdt på fars soveværelsesvindue med sin stok.
”Så er det nu, professor! Ud i båden nu!”
Det var svært at komme ned i båden. Mr Philpott var ikke øvet i at styre den, og selv om det lykkedes ham at manøvrere helt hen til huset og på en eller anden måde at forbinde båden til nedløbsrøret, var der stadig langt fra soveværelsesvinduet og til båden. Far kravlede ud først og støttede hende mens hun forsigtigt kravlede hen over tagets teglsten. Det sidste stykke var hun nødt til at kravle alene.
”Kom bare, min lille,” hørte hun Mr Philpotts stemme, og selv om hun vidste han bare prøvede at hjælpe hende, skræmte han hende på en måde mere end stormen gjorde. Det lykkedes hende at komme ned i båden uden at tage imod hans hånd.
Det var en lettelse da far også kravlede ned og satte sig ved siden af hende på en af tværbænkene. Han trak hende ind til sig. Tryg i hans arm kunne hun se sig omkring. I halvmørket var det ikke muligt at se noget tydeligt, men efter et stykke tid vænnede hendes øjne sig til mørket, og hun kunne ane bådens øvrige passagerer. Det virkede som om det var lykkedes Mr Philpott at få alle vejens beboere ombord.
Det var godt. Det måtte det være. Vandet var steget yderligere i løbet af natten, og hun kunne se nu at det kun var et spørgsmål om timer før også deres soveværelser på loftet ville være fyldt med vand. Hvor meget kunne vandet stige? Hun anede det ikke, og hun havde en fornemmelse af at far heller ikke gjorde. Så sent som i efteråret havde han lovet hende at de ikke ville få problemer.
Far måtte slippe Alice for at hjælpe ved årerne. Et stykke tid sad hun alene og lyttede til lyden af stormen og årernes plasken. Hun var næsten ved at døse hen, da et lyn skar gennem mørket. Et kort øjeblik stod alting knivskarpt, træerne, husene på Creek Road, Mr Philpott ved roret i bådens bagstavn mens han dirigerede roerne. Alice kunne høre nogen skrige, og det gik op for hende at det var hende selv.
Hun slog hånden for munden. Det hjalp ikke nogen at hun skreg. Far var nødt til at kunne koncentrere sig om sin åre. Hun måtte være voksen.
Et nyt lyn rev mørket i stykker og Alice skreg igen.
”Far! Det er Mrs Patterson! Hun ligger derovre!”
En eller anden fik en lommelygte frem. Den tynde lysstråle gled over vandet i stadig større cirkler indtil den indfangede Mrs Pattersons runde skikkelse der klamrede sig til et havebord et sted bag båden. Et flydende havebord der så ud til at være lige ved at kæntre.
Far begyndte resolut at ro kontra for at dreje båden mod Mrs Patterson. Men et eller andet var galt i bevægelsen og båden vippede voldsomt fra side til side. Isnende koldt vand skyllede ind over Alice. Hun skreg ikke mere, men det var der andre i båden der gjorde.
”Hvad helvede laver du?” hørte hun far råbe til Mr Philpott. ”Få så båden drejet!”
”Ikke tale om!” råbte Mr Philpott tilbage. ”Hun er ikke med i båden. Hun ville ikke betale. Der kan ikke være tale om at tage hende med!”
Båden vippede endnu mere. Far slap sin åre og rejste sig op. Endnu et lyn oplyste hans krop mens han tårnede sig op over Mr Philpott.
”VEND BÅDEN!”
Far talte ikke. Han argumenterede ikke. Han beordrede.
Alice vidste ikke hvor længe det varede. Hvor lang tid hendes far kommanderede med Mr Philpott og hvor lang tid Mr Philpott modsatte sig. De råbte lige højt.
Og så pludselig var der et nyt glimt og en ny lyd. Ikke et lyn og ikke et tordenbrag. Alligevel kunne Alice tydeligt se sin far stå med pistolen i hånden. Han havde affyret den op i luften, eller det håbede hun han havde.
Mr Philpott råbte ikke mere. Far satte sig ned og alle roede igen i takt. Båden holdt op med at rokke. De nåede frem til Mrs Patterson og far trak hende indenbords. Hun var drivende våd. Nogle af de andre kvinder i båden fik på en eller anden måde skiftet tøj på hende. Hvor de fik det tørre tøj fra, anede Alice ikke.
Da de var færdige, hjalp de Mrs Patterson ned til Alice. Alice lagde sin arm om hende og forsøgte at gøre hende tryg på samme måde som når far lagde armen om Alice. Mrs Patterson sagde ikke noget, trak bare vejret i små, hastige ryk.
Far byttede åre med en af de andre mænd og kom også ned. Han satte sig på den anden side af Mrs Patterson og lagde også armen om hende.
”Solidaritet!” hørte hun ham sige i et sært, forbitret tonefald. ”Solidaritet!”
Omkring dem stilnede uvejret lidt af, men det fik kun vinden til at føles koldere.
Alice vidste ikke om hun nogensinde ville blive varm igen.