Prolog

 

 

Det burde have været en mørk og stormfuld aften i marts 2067, da Kimana Magar gjorde sin entré i spilcentret Nyblos i kuppelbyen med det poetiske navn Lilypond, men det var det ikke. Såvel solopgang som solnedgang var for længst reduceret til vage erindringer hos de ældste, og kuplerne, der beskyttede koloniens indbyggere mod støv og stråling, havde også frataget dem alle muligheden for at mærke bevægelsen af Jordens atmosfære mod deres hud. Det man engang kaldte for vind.

     Nogle mente Kimana havde sunget hele tiden, men lyd var ikke noget overvågningskameraerne optog. Kun billederne af ham forblev. Først stående i døråbningen til Nyblos i nogen tid, ligesom forknyt. Dernæst hurtigt, målbevidst, til receptionen, hvor han bookede sig en spilkapsel i bygningens nederste del, populært kaldet krypten. Receptionisten huskede siden hen at hun var lidt overrasket over dette. De fleste foretrak deres spilkapsler så højt som muligt. På den anden side var krypten det billigste område og nok det eneste en fyr som Kimana havde råd til. Koloniens oprindelige idealer om fælles overlevelse, fælles skæbne, var for længst fortrængt af den nylige tilbagevenden til kapitalistisk økonomi og Nybloses eskalerende prisniveau.

     Receptionisten huskede ikke andet. Kimana havde sin kredit i orden og der kom ingen advarsler fra spilcentrets bioreceptorer, populært kaldet fysiorekken, om at noget var galt. Noget måtte der selvfølgelig have været, syntes de fleste. Man kan ikke planlægge drabet på så mange unge og destruktionen af en hel bygning uden i det mindste at udvise en forhøjet puls eller udvidede pupiller – to af de biologiske advarselstegn som officielt forhindrede adgang til Rummene.

     Det kom siden hen frem at disse restriktioner siden deres indførelse havde udløst så mange fejlalarmer at medarbejderne i Nyblos oftest slog dem fra. Hvad der end var sket, var logningen af de relevante data imidlertid gået tabt, da Nyblos styrtede sammen.

     Ligeså var oplysningerne om Kimanas bevægelser i Rummene, bortset fra de få eksternt gemte kameraoptagelser og så vidneudsagn fra de overlevende. Disse udsagn var besynderlige og måske i virkeligheden hallucinationer på grund af iltmanglen i spilkapslerne. En enkelt havde således oplevet Kimana Magar som en engel fra Gud, andre mente at det var Kimana der havde ført deres vildfarne avatarer tilbage til deres fysiske kroppe.

     Det stod dog klart at Kimana i skikkelse af sin spilavatar var kommet igennem til forRummet – det store område, der ledte til og fra de forskellige spilRum. Herfra var han gået direkte til kampRummet Khandór.

     Netop Khandór var første tegn på at noget var helt galt. Kimana Magar var ingen spiller, brød sig ikke om sine jævnaldrendes trang til virtuel vold og død. Han havde kun været i kampRummet enkelte gange tidligere og kun ganske kortvarigt i forbindelse med sit arbejde som Rumprogrammør.

     Samtidig var adgangen til Khandór stærkt begrænset den dag som forberedelse til den planlagte internationale Turnering, der skulle være startet samme aften. Deltagere og tilskuere fra overalt i verden var ved at logge ind, og der var helt lukket for ikke-registrerede gæster.

     Hvordan det lykkedes Kimana at komme igennem denne spærring, var imidlertid det mindste af de mange spørgsmål, der siden blev stillet af den undersøgelseskommission som Kuppelrådet udpegede.

     Sikkert var det at Kimana i Khandór havde skaffet sig et våben så magtfuldt og stort at ordet dårligt nok dækkede. Det var snarere en sammenhængende serie af våben i forbindelse med en slags hylster eller skærm omkring avataren. Våbnet eller våbensystemet blev senere identificeret som en såkaldt Raptor, hvilket var en forkortelse for ”velociraptor” på grund af dets tilsigtede lighed med den for længst uddøde rovdinosaurus. Hvad der havde foranlediget folkene bag Khandór til at udvikle et så morderisk værktøj, blev aldrig belyst. Våbnet var da heller ikke sendt på markedet, og hvordan det overhovedet var kommet fra udviklerafdelingen til kampRummet, blev heller ikke opklaret. Det var også umuligt at få opklaret om våbnet oprindeligt havde været så effektivt at det virkelig dræbte både avatar og fysisk spiller, eller om Kimana Magar havde omprogrammeret det dertil.

     Kimana var derefter løbet tilbage gennem Khandór-dalen med Raptoren aktiveret. Enhver der forsøgte at stoppe ham eller som bare var så uheldig at stå i vejen for ham, blev termineret med en kraft så stor at Kimana flere gange blev sendt sprællende op i luften af rekylen, hvilket dog ikke syntes at genere ham eller hindre hans dræbende færd. Khandór var et spilRum, og derfor var skademulighederne ganske store. Ganske vist kæmpede spillerne kun virtuelt i form af avatarer, men Nybloses succes var baseret på sansedragter i sammenspil med et særligt hypnotisk forløb udviklet af den anerkendte professor Gorman. De komplekse sansedragter omsvøbte brugerens hele krop og stimulerede ikke bare effektivt alle nervebaner, men overførte også fysiske påvirkninger til hele kroppen på nær hovedet. Hypnosen gjorde oplevelsen realistisk. Det var ikke ualmindeligt at vende hjem fra en dag i Khandór med kroppen dækket af blå mærker og hovedet fuldt af erindringer om andres og egen død.

     Indtil nu havde mærker været den eneste fysiske bivirkning ved besøg i Rummene. Men Raptoren syntes at gøre noget mere ved avatarerne. Måske var det en kraftigere smerte end hidtil, måske noget helt andet – det var ikke til at vide. Man vidste bare at nogle af de omkomne ikke burde være døde. Deres spilkapsel var ikke kollapset, de var ikke døde af iltmangel.

     En teori blev fremsat om at spillernes indlevelse i Rummene havde været for stor. At de ikke døde på grund af Kimana og Raptoren, men på grund af chokket. De døde fordi de troede de døde. Dette blev dog afvist som utænkeligt af bestyrelsen bag Nyblos da undersøgelseskommissionen afhørte dem.

     Da Kimana omsider forlod Khandór, skete det ikke via forRummet. Hvordan præcist han var kommet ud, havde været svært at afgøre, da forvirringen blandt spillerne havde været stor. Alligevel virkede det som om folk havde været enige om netop dette; Kimana Magar havde sunget sig ud af Khandór. Han var stoppet op og havde givet sig til at synge, hvorefter Rummets vægge var begyndt at forskyde sig omkring ham, indtil han smuttede ud ad det man i Rummene kaldte en divergens eller et Rumskælv – en digital unøjagtighed i den virtuelle verden, der gjorde sammenfald mellem Rummene mulig.

     Væk fra Khandór havde det været svært at følge Kimanas bevægelser, men man formodede at han var trængt ind i adskillige Rum og hver gang havde brugt Raptoren mod alle der havde forsøgt at nærme sig ham. Blandt hans ofre var professor Gorman, der måtte have opholdt sig i sit specialkonstruerede terapeutiske behandlingsRum Rosernes Dal. Kimana var notorisk ustabil, og professoren havde kort tid forinden taget ham i behandling med Kuppelrådets velsignelse. Om Kimana bevidst havde dræbt ham eller Gorman havde forsøgt at stoppe ham og derved var omkommet, var umuligt at finde ud af. Et andet offer syntes at være Meghar Hán, som man mente var blevet tvunget med af Kimana som gidsel.

     På dette tidspunkt var spilcentrets medarbejdere blevet opmærksomme på den unormale adfærd og havde påbegyndt en generel udtrækningsprocedure. Alt for sent og alt for langsomt.

     Kimana Magars sidste Rum blev det romantiske Rum Tornedalen. Her fik han ram på Baclar Bellock og formentlig også Ilore Togare. De to unge havde tydeligvis søgt afsides i Tornedalen for at have en kærlighedsstund alene, og dette gav kuppelbyens beboere den eneste forståelige forklaring på Kimanas handlemåde; han var blevet drevet dertil af jalousi.

     Baclar var ældste søn af Kuppelmester Preston, der i tiden derefter fik afløb for sin sorg ved at stille sig i spidsen for kommissionen. Der var en mindre kritik af dette da Preston ikke bare havde været engageret i udviklingen af Nyblos, men også viste sig at være en af de største investorer. Ingen kunne imidlertid afvise hans store engagement i opklaringsarbejdet, og kritikken forstummede helt da han var i stand til at fremlægge overbevisende vidnesbyrd om Kimanas mistænkelige handlinger i tiden forinden. Kimana havde tilsyneladende ført en logbog over sine besøg i Rummene, og her stod tydeligt beskrevet hvordan han ikke bare havde stjålet både informationer og kredit fra andre via deres avatarer, men også hvordan han i månedsvis havde haft destruktive tanker, der bedst kunne beskrives som sindssyge.

     Hvad præcist Kimana havde foretaget sig efter drabene i Tornedalen var ikke til at sige, men man formodede han havde trukket sin avatar ud for i stedet fysisk at angribe Nyblos-serveren, der befandt sig i nærheden af hans spilkapsel. Om han virkelig også havde udført dette, var der tvivl. Nogle mente at det var den kombinerede belastning fra Turneringen, Raptoren og Kimanas divergenser, der havde ødelagt serveren. Andre påpegede at Nyblos, ligesom mange andre bygninger i kuplerne, var konstrueret for skrøbeligt i forhold til det ustabile fundament. En arv fra koloniens tidlige dage, hvor de overlevende havde måttet søge tilflugt i den underjordiske militærbase, hvis kodenavn L1L1P0ND havde givet navn til kolonien. Siden hen var basen blevet kælder og fundament for bygningerne på overfladen. En belastning som strukturen aldrig havde været tiltænkt. Sammenbruddet kunne endda være forårsaget af et mindre jordskælv uafhængigt af Kimana.

     Konsekvensen var under alle omstændigheder først en serie usystematiske divergenser – Rummene brød simpelt hen sammen og spillerne flakkede omkring i mørke. Dernæst fulgte en kortere strømafbrydelse, hvor Nybloses nødgeneratorer dog hurtigt fik genetableret strømmen. Desværre kun i begrænset omfang, med den følgevirkning at de forskellige spilleres avatarer mistede deres mulighed for selv at igangsætte udtrækningsprocessen. Rummenes deltagere var derfor tvunget til at forblive i Rummene indtil de manuelt blev trukket ud af centrets ansatte.

     På det tidspunkt begyndte mure og gulve i bygningen at ryste, og mange medarbejdere flygtede. Andre forblev og kæmpede sig målbevidst og uendeligt tappert fra spilkapsel til spilkapsel for fysisk at trække de sanseløse unge ud af kapslerne og vække dem tilstrækkeligt til at de selv kunne flygte før bygningen styrtede helt sammen.

     Nogle blev reddet på denne måde. Andre overlevede i spilkapslerne takket være den indbyggede iltforsyning. Deres desperate råb om hjælp ledte senere redningsarbejderne frem.

     Men mange overlevede ikke. Enten fordi deres kapsel knustes eller fordi Kimana havde dræbt dem med Raptoren.

     Ud over dem som Kimana Magar havde skudt direkte, døde 17 i den efterfølgende sammenstyrtning. At dette trods alt var et taknemligt lille antal, var ikke noget de grædende forældre tænkte over, mens de gravede efter deres børns lig i de følgende dage. Mange gravede forgæves. De nederste regioner viste sig umulige at nå frem til.

     Blandt de fortvivlede forældre var Preston og hans kone Maria, der ikke blot ledte efter Baclar, men også efter hans lillebror Bahin, der tilsyneladende havde sneget sig ind i Rummene trods forældrenes forbud. Kuppelmesteren dirigerede redningsarbejdet på afstand, men hans kone tog anderledes del. Murbrok efter murbrok trak hun op, utrættelig, indtil hun fandt kapslen med liget af sin ældste søn. Derefter besvimede hun og måtte hvile sig før hun kunne grave videre.

     Spilcentret havde kun ført en ganske tilfældig registrering af aftenens besøgende, og adskillige forældre klyngede sig alt for længe til et håb om, at deres børn måske slet ikke havde været til stede. Andre forældre opdagede først deres børns død da kuppelvagterne, kaldet Kuplarerne, underrettede dem derom. Det kunne man have undret sig over, men egentlig ikke. Under kuplens slørede himmel var mange familierelationer blevet så udvandet at begrebet familie næsten ikke eksisterede mere. Således blev både Meghar Hán og Ilore Togare først meldt forsvundet flere dage senere.

     Hverken deres eller Kimanas lig blev fundet.

 

 

 

Der blev siden hen stillet mange kritiske spørgsmål til forløbet. De fleste handlede om spilcentrets ineffektivitet og manglende evne til at beskytte de unge brugere. Andre handlede om den udvikling i koloniens liv, der havde ledt til skabelsen af Nyblos.

     I mange år havde koloniens indbyggere været taknemlige for blot at have overlevet den store Katastrofe. Takket være militærbasens geotermiske kraftværk havde de energi nok til at drive kuplens kunstige atmosfære og fremavle forskellige næringsmidler trods manglen på sollys. Ligeså var det lykkedes at beskytte den unge, nye generation mod de frygtede mutationer fra strålingen fra Katastrofens ødelagte atomkraftværker. Det havde krævet nogle år med streng fertilitetskontrol og et ufravigeligt krav om at de fødedygtige kvinder og deres afkom opholdt sig under jorden indtil kuplerne stod færdige.

     Men da først den basale overlevelse var på plads, havde andre problemer vist sig. Børnene og deres mødre dukkede op fra deres underjordiske skjulesteder og missede med øjnene mod den tågede sol bag kuplernes plexiglas. Man havde håbet at glassets særlige, refrakterende materiale ville samle den smule lys, der trængte gennem atmosfærens støv til en illusion af sol. Men resultatet var et gråt skær, der måtte suppleres af alt for energikrævende kunstige sole. Luften i kuplerne forekom træt og brugt endnu før den nåede lungerne.

     Det havde kun taget kort tid før det gik op for koloniens ledelse at den nye generation ikke trivedes. Livslede var udbredt sammen med en næsten uovervindelig modvilje mod at deltage i koloniens uddannelsesprogram rettet mod fremtiden. En serie selvmord, der ramte unge helt ned til otteårs-alderen, havde fået koloniens ledelse til at henvende sig til professor Gorman for at finde en løsning.

      Nyblos og Rummene var blevet udviklet for at kompensere koloniens unge for tabet af rigtigt menneskeliv. Under ledelse af Gorman og it-eksperten Haiken Onor blev militærbasens oprindelige intranet transformeret til et avanceret virtuelt spilnetværk. Her skulle de unge møde farver og lys og liv.

     Haiken Onors søn Kimana Magar og hans søster Mila Linden havde været medlemmer af T-klassen – professor Gormans og Haikens udvalgte gruppe af unge, talentfulde programmører, hvis fantasier og forslag var kommet til at afgøre de forskellige Rums udformning. Ligeså Meghar Hán, Baclar Bellock og Ilore Togare, hvilket siden kostede dem deres liv.

     I perioden efter Rummenes åbning havde Kimana Magar ulykkeligvis mistet både sin søster og sin far, hvilket havde efterladt ham i et følelsesmæssigt tomrum uden fornemmelse for hvad han gjorde. I hvert fald havde han nogle måneder senere fået en behandlingsdom for ulovlig indtrængen i forskellige af kuplens servere. Formentlig var det ved disse lejligheder at han havde skaffet sig sine illegale våben, hvilket havde givet ham mulighed for at efterleve sin fatale tiltrækning af Ilore Togare.

     Kommissionens endelige konklusion var ikke entydig, trods Prestons krav herom. Kimana havde myrdet virtuelt, men havde muligvis ikke haft de fysiske mord til forsæt. Han havde formentlig også igangsat servernedbruddet, men Nyblos burde have kunnet modstå dette. At bygningen styrtede sammen måtte skyldes konstruktionsfejl. Udredningen af dette blev imidlertid udskudt til endnu en kommission det efterfølgende år.

     Kun én ting stod fuldstændigt klart. Kolonien havde oplevet sin største tragedie siden den dag asteroiden havde ramt, 30 år før.

 

 

 

 

 

1. Den første dag

 

 

Den efterårsdag 30 år tidligere da asteroiden ramte, var Gorman på arbejde. Han så ikke asteroiden, for han havde trukket persiennerne for vinduet. Han hørte den heller ikke, for hans konsultation var lydisoleret mod den tunge trafik udenfor.

     Hans arbejdsplads var ellers så nær havnen at han kunne høre mågernes skrig, når han åbnede vinduet. Det var mågerne samt smagen af saltvand i luften der i sin tid havde fået ham til at starte sin praksis her sammen med en studiekammerat i en ombygget stuelejlighed. Studiekammeraten arbejdede mest med parterapi. Gormans speciale var adfærdsændring gennem hypnose. Hypnoterapi, kaldte han det. Det lød pænere.

     Dagen for Katastrofen var begyndt godt. Han havde vinket farvel til sin kone, der som altid var nødt til at køre tidligt. Han havde ryddet af morgenbordet og fået Cathrine i tøjet, hvorefter han havde kørt hende til børnehaven, der lå tæt ved hans arbejde.

     Børnehaven var ledet af en gruppe katolske nonner fra et nærliggende kloster. Gorman havde først været bekymret over det religiøse islæt. Siden havde han lært at sætte pris på nonnernes aldrig svigtende omsorg og på stedets åbenhed – for tiden havde de således en ung, mandlig studerende ansat for at danne modvægt til de mange mørkklædte kvinder.

     Gorman var også glad for sit fleksible arbejde, der gjorde det muligt for ham at tilbringe ekstra tid med Cathrine. Nu havde han mulighed for at følge hende hele vejen ind på stuen, hvor hun viste ham de tegninger hun havde lavet dagen før.

     ”Hun er god, ikke?” sagde Haiken til ham, og Gorman nikkede mens han holdt de farvestrålende papirer lidt ud for sig. Han kunne godt lide Haiken, som han tit talte med. Han vidste endda at Haiken studerede en form for datalogi så specialiseret at den kun kunne udtrykkes i rekursive forkortelser. Måske var det studiets ensomhed, måske var det Haikens egen natur, men han fremstod bleg og spinkel og skjulte sig ligesom bag sit lange, sorte hår over for de fleste. Over for børnene var han imidlertid altid entusiastisk og åben.

     Haiken tog Cathrine i hånden og hun vinkede lykkeligt farvel til Gorman. Men på vej ud til bilen var hun kommet løbende og havde kastet sig om halsen på ham. Hendes blå øjne lyste imod ham, og de krammede længe mens han indsnusede hendes søde duft. Hun trak kærligt i hans lange, lyse hår og han trak lidt i hendes på den måde de plejede. ”Hvornår henter du mig, Far?” ”Snart,” havde han lovet hende. ”Når du har spist frokost og sovet til middag. Så kommer jeg.”

     Hun var ikke ked af det, huskede han senere. Sommetider blev hun ked af det når hun blev afleveret, men ikke denne dag. Der var hun glad.

     Gorman selv var glad for sin datter. Dengang var han også glad for at tænke på hende. På væggen i hans konsultation hang et billede hun havde lavet til ham – en kæmpestor, gul solsikke set nedefra, så at den blå himmel fyldte resten af billedet. Detaljerne var overraskende præcise for en femårig pige, og billedet tiltrak sig altid opmærksomhed fra hans klienter. Han anbragte dem derfor med front mod billedet, hvilket under alle omstændigheder var mere opmuntrende end udsigten til den store bogreol, der fyldte hele den modsatte væg.

     ”Se på solsikken,” sagde han til dagens første klient, en midaldrende kvinde der havde henvendt sig på grund af fobi mod at flyve. Gorman indledte aldrig sine behandlinger direkte med hypnose, men altid med samtaler. Derfor vidste han nu at Miriam på 42 altid havde været bange for at flyve, men ikke for slanger. Hun havde været angst så længe hun kunne huske, og havde engang fået en lussing af sin far fordi hun ikke ville ombord på et fly. Hendes mand var mellemleder i en større virksomhed, men bange for at blive fyret. Hun selv var ikke blevet fyret, men tværtimod forfremmet. Forfremmelsen krævede at hun skulle flyve en del, og tanken alene skræmte hende fra vid og sans.

     Miriam kiggede lydigt på solsikken fra sin liggende position på briksen. Den var bredere end en almindelig briks så patienterne kunne ligge afslappet. Oprindeligt havde den haft et stofbetræk, men Gorman havde fået den betrukket med læder.

     ”Solsikken er gul,” fortalte han hende. ”Læg mærke til farven. Tænk på andre gule farver du kender. Tænk på solen.”

     Gorman havde opdaget hypnosen under sin uddannelse til læge. Det var egentlig sket helt tilfældigt i forbindelse med at han tredje gang forsøgte at holde op med at ryge, men behandlingens effektivitet havde forbløffet ham, og han gik omgående i gang med også at uddanne sig til hypnotisør. Da han var færdig med dette, stoppede han sin medicinuddannelse. Der var ingen grund til at fortsætte i det spor. Ingen grund til at beskæftige sig med den fysiske krop når sindet var så uendelig meget mere fascinerende. Særligt fascinerende var dets evne til at hele sig selv. ”Jeg helbreder ikke nogen,” plejede han at sige. ”Jeg hjælper folk til at helbrede sig selv.”

     ”Tænk på solens varme,” sagde han til Miriam. ”Mærk hvor glad den gør dig.”

     Miriam strakte sig velbehageligt på briksen, der knirkede svagt under hende. Gorman løftede sin hånd over hende. ”Kig på min hånd.”

     Miriam kiggede.

     ”Træk vejret dybt.”

     Hun trak vejret dybt. Gorman smilede og bevægede langsomt sin hånd nedad.

     ”Følg min hånd. Luk dine øjne langsomt imens.”

     Miriam lukkede øjnene, og Gorman tog atter hånden til sig. Dette var det øjeblik han holdt mest af.

     ”Tænk på solen. Det er sommer, og det er varmt. Du er udenfor. Du står på en grøn græsplæne. Det lugter af nyslået græs og af sommer. Dine fødder er nøgne. Du kan mærke græsset mellem tæerne.”

     Gorman var ikke helt bevidst om hvordan han egentlig brugte sin stemme under hypnosen. Han mente at han nok havde lært nogle teknikker under sin uddannelse, men var ikke klar over at han i virkeligheden havde hypnotiseret hele sit liv. Det kom så naturligt til ham – den rolige, rytmiske klang, det dybe toneleje, gentagelserne og brugen af bogstavrim. Det var som om han talte ved siden af sig selv. Som om hans ord åbnede en dør til en anden verden, usynlig indtil han beskrev den.

     ”Du ser en lille pige lidt væk fra dig. Hun ser lidt bekymret ud. Du ved at det er dig selv som barn. Synet gør dig ikke bange. Du vil gerne hjælpe pigen.”

     ”Jeg vil gerne hjælpe pigen,” gentog Miriam mekanisk.

     ”Du kender pigen. Det er dig selv. Du ved hvornår – og hvorfor – du blev bange for at flyve. Er pigen bange for at flyve?”

     ”Ja,” mumlede Miriam. ”Hendes far skal flyve. Hun er bange for han ikke vil komme tilbage. Han skændtes med hendes mor dagen før. Måske kommer han ikke tilbage.”

     ”Men han kom jo tilbage, ikke?”

     ”Jo. Men hendes mor håbede han faldt ned.”

     ”Sagde hun det?”

     ”Ja. Hun råbte: ’Flyv bare! Jeg håber du aldrig kommer tilbage. Jeg håber flyet styrter ned!’”

     ”Men flyet styrtede ikke ned. Han kom tilbage. De blev gode venner igen.”

     ”Ja.” Miriams stemme var meget stille nu. Fra deres samtaler vidste Gorman at det aldrig blev helt godt igen. Miriams barndom havde været præget af skænderier og konflikter, grænsende til både verbal og fysisk vold. Hendes ægteskab var heller ikke lykkeligt.

     ”Gå hen til pigen,” instruerede han hende. ”Gå hen til pigen og hold om hende. Holder du om hende?”

     ”Jeg holder om hende!”

     ”Fortæl hende at du elsker hende. Vis hende at du elsker hende og vil passe på hende. Fortæl hende at hun ikke skal være bange for himlen.”

     ”Jeg stryger hende over håret,” hviskede Miriam. ”Jeg elsker hende. Hun skal ikke være bange. Jeg passer på hende.”

     Gorman smilede. Miriam var nu hvor hun skulle være. Resten var, som han plejede at sige, patientens arbejde. Patientens møjsommelige arbejde med at lære at elske sig selv igen, hele sig selv. Det er aldrig for sent at få en god barndom, som han også holdt af at sige.

     Men ingen af dem nåede længere den dag.

     For asteroiden kom.

 

 

 

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra asteroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

     Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.

     Så kom trykbølgen.

     Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

     De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde.

     Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

     Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke.

     ”Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

     Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde det om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

     Han nåede ikke længere.

     Jordskælvet kom.

 

 

 

Man fandt aldrig ud af hvorfra den oprindelige asteroide kom. Måske havde den været en af de flere hundrede tusinde asteroider, der udgør asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Måske havde kæmpeplaneten Jupiters tyngdekraft først trukket den til sig, siden sendt den videre mod Jorden i et pludseligt, afsindigt raseri. Eller måske var asteroiden i virkeligheden en komet fra Kuiperbæltet eller endda Oortskyen, stødt ud af sin bane af en anden komet for så at flakke forvildet ind mod solsystemets midte.

     Det var for så vidt også lige meget. Asteroide eller komet, solen havde skjult hvad det end var, og astronomerne havde først til allersidst og alt for sent opdaget hvad der skete.

     Selv før ville det have været for sent. Der havde eksisteret programmer til at imødegå asteroider, men de havde alle krævet et så omfattende økonomisk og politisk samarbejde mellem Jordens store nationer, at de diskret var blevet opgivet. Politikerne havde aldrig for alvor forstået videnskabsmændenes akademiske forklaringer og statistiske forbehold, og holdt sig derfor til en fast forankret formodning om at en eventuel skadepåvirkning ville være geografisk begrænset. Det sidste var også hvad astronomerne meddelte i de advarsler de nåede at udsende før nedslaget.

     Det var slet ikke tilfældet.

     Da asteroiden nåede Jordens atmosfære, splittedes den i mange mindre asteroider, hvoraf de tre største siden blev navngivet med de saglige betegnelser K1, K2 og K3. K2 og K3 landede i hver sit verdenshav med jordskælv og tsunamier til følge. K1 landede på land, og at det var midt et ubeboet, goldt område i det nordligste Asien, forhindrede ikke dette sammenstød i at blive det absolut mest katastrofale af alle Jordens mange møder med universets vagabonder.

     Men konsekvenserne af K1’s landing viste sig først langt senere. På dagen for Katastrofen var det jordskælvet der fyldte mest.

     Gorman havde aldrig oplevet et jordskælv, men var alligevel ikke i tvivl om at det var det der skete. Alting dirrede under og omkring ham. Fra det lille køkken bag venteværelset kunne han høre mere glas der knustes, og han registrerede et eller andet sted i sin videnskabeligt trænede hjerne at overskabet med glas og tallerkener måtte være faldet ned.

     Foran ham, i konsultationsværelset, kunne han se hvordan den store bogreol, der rummede alle hans mange faglige opslagsværker samt et par enkelte romaner til de stille dage, nu begyndte at oscillere fra side til side før den langsomt nærmest segnede forover.

     Miriam havde atter lagt sig ned på briksen. Hendes ansigt var trods blodet stadig blidt og drømmende, mens hun endnu engang genkaldte sig mødet med sig selv. Det gjorde hende yngre, næsten smuk, og normalt ville Gorman have nydt det.

     Siden hen indgik synet i rækken af alt for mange mareridtsagtige scener som Gorman helst ville glemme. Som i et rigtigt mareridt oplevede han også sin egen ubehjælpsomhed, sin manglende evne til at bevæge sig. Han stod stivnet. Måske råbte han, men det var lige meget, for Miriam hørte intet. Bogreolen, stor, solid, af egetræ, faldt ned over hende. Og bagefter væggen, loftet, bygningen.

     Gorman anede ikke hvordan han bar sig ad med at komme ud i live. Han huskede brudstykker, som de murbrokker der ramte hans skulder ude på gaden. Og skrigene. Det underlige halvmørke da han løb mod sin bil, desperat ved tanken om sin datter.

     Bilen var overraskende let at manøvrere gennem gaderne, hvilket var heldigt, for Gorman sansede ikke meget omkring sig.

     Men han forstod at børnehaven også var styrtet sammen, da han stod foran lågen. Det var ellers en moderne bygning med store glaspartier og tagvinduer og masser af udendørsareal. Men nu var græsset oversået med bygningsdele.

     Og så var der nonnerne. Den nybyggede, moderne børnehave var faldet som et tændstikhus, men det gamle stenmurede kloster stod stadig på bakken over dem. Nonnerne derfra var allerede i gang med at redde børnene.

     Gorman sluttede sig til dem. Gravede, løftede, kastede som en besat, opmuntret af pludselige råb da de første grupper af børn og voksne kravlede uskadt ud fra bygningens store fællesrum.

     Hans datter var ikke i blandt dem, havde tydeligvis opholdt sig længere inde i bygningen. Men stadig var der håb. Taget var ganske vist styrtet sammen, men var landet i større brudflader oven på forskelligt murværk. Det var sandsynligt at børnene ikke var ramt direkte.

     Han fandt Cathrine sidst på eftermiddagen. Skræmt, forslået, men i live. Hun klyngede sig til ham da han bar hende ud til parkeringspladsen, hvor der var indrettet nødlazaret.

     ”Jeg vidste du ville komme efter mig,” sagde hun. ”Jeg sagde det til de andre, at de bare skulle vente, at du ville komme og at det hele nok skulle blive godt.”

     Gorman smilede og fortalte hende ikke om de lig, der lå skjult under tæpper længst væk på pladsen. I stedet undersøgte han hende grundigt og mærkede lettelsen brede sig. Det var virkelig kun blå mærker og smårifter. Intet brækket, ingen skade på de indre organer.

     Men så kom tsunamien.

 

 

 

Ligesom jordskælv var flodbølger ikke noget Gorman eller andre i hans nærhed havde prøvet før. I modsætning til jordskælvet tog det dog tid før han forstod hvad der skete. Men det gjorde ingen forskel, for der var intet han kunne have gjort.

     Det var Cathrines forskrækkede skrig, der fik ham til at vende sig om. Først så han ikke hvad der havde forskrækket hende, for den store vandmur skjulte sig som en del af horisonten. Der var nogle få sekunder, hvor man kunne have bildt sig ind det bare var et genskær fra en meget lang og tom, våd vej. Eller noget andet tilpas uforståeligt til at hjernen kunne ignorere synet.

     Så voksede vandet og blev til havet selv. Det bevægede sig mod dem som en bølge, glidende, flydende, gigantisk. Gorman kunne stadig ikke genkende vandet som vand, måske fordi synet unddrog sig hans erfaringsverden, måske fordi det var gråt som resten af den grå dag. Først da den dumpe, brusende lyd også nåede ham, forstod han hvad der skete, og han greb fat i Cathrine og forsøgte at løbe væk med hende.

     Vandet ramte dem bagfra. Det var isnende koldt og vådt, men det var ikke kulden eller det våde tøj, Gorman siden huskede. Det var vandets ubegribelige styrke, den stærke kraft, der rev ham med sig, slog benene væk under ham, tvang hans arme bagud da han prøvede at holde Cathrine fast, fyldte hans lunger med væske.

     Kun fordi de havde stået så tæt på hinanden, forblev de mirakuløst sammen. Igen og igen mærkede Gorman Cathrines spinkle krop mod sin egen indtil bevægelserne brat stoppede, da vandet kastede dem ind mod hegnet til børnehaven. Hegnet var et solidt trådhegn i metal, bygget til at holde smidige og eventyrlystne børn inde og fremmede voksne og dyr ude. Nu holdt det dem fanget som et fiskenet.

     Det var smertefuldt ud over enhver beskrivelse, men det voldsomme slag tvang også på en eller anden måde vandet ud af hans lunger. Han gispede efter vejret i den lille luftlomme foran hegnet og kom så meget til sig selv at han kunne trække Cathrine til sig. Hun vred sig under hans greb og han vidste hun havde klaret det.

     Han vidste ikke senere hvor længe de havde været presset ind mod de tynde metalstrenge. Hegnet holdt stand så længe at Gorman begyndte at tro på at de ville klare det.

     Men så trak bølgen sig tilbage igen, og de blev trukket med. Denne gang var der intet til at stoppe dem. Gorman mistede taget i Cathrine, men det lykkedes hende at gribe fat om en lygtepæl, og han råbte som besat til hende om at holde fast. Han kunne se hun hørte ham, men ikke hvad der skete, før han selv blev ført videre væk af det frådende, forfærdelige vand.

     Han blev fanget af den store smedejernslåge ind til nonneklosteret. Vandet skyllede ham ind mod gitterværket så voldsomt at han undrede sig over han ikke blev presset igennem. Men det gjorde han ikke. Lågen holdt, og Gormans mishandlede krop holdt på en eller anden måde ud.

     Han vidste ikke hvor længe han hang fast i lågen. Vandet syntes at stige og falde, som om flere flodbølger fulgte den første, og i perioder mistede han bevidstheden. Men til sidst trak vandet sig helt væk og han faldt ned på asfalten, ude af stand til at rejse sig.

     Alt blev sort.

 

 

 

”Vågn op. Kom tilbage!”

     Stemmen var blid, men meget insisterende. Gorman vidste han var nødt til at vågne op, men kunne ikke huske hvorfor.

     ”Kom tilbage! Se på mig!”

     Gorman åbnede øjnene og så at en af de yngre nonner sad bøjet over ham. Hendes fine dragt var våd og mudret, og der var blod på det hvide slør. Men hendes øjne skinnede imod ham. Han syntes han genkendte hende.

     ”Jeg er Søster Sara,” sagde hun til ham. ”Jeg har set dig før. Du er en af forældrene.”

     Virkeligheden vendte tilbage til ham, voldsommere end nogen tsunami.

     ”Cathrine,” stønnede han og kom op at stå. Søster Sara støttede ham og sammen fandt de tilbage til børnehaven.

     Børnehaven var væk.

     Cathrine var væk.

     Parkeringspladsen var ryddet for børn og voksne og døde. I stedet lå der mudder og grene og væltede biler og andet affald, han ikke engang kunne genkende som affald. Noget af det havde engang været mennesker.

     Gorman brølede. Det var ikke hans datters navn. Mere et urbrøl. Et forsøg på at trække styrke og lys ud af mørket omkring sig. Men der kom intet, heller ikke da Søster Sara lagde sig på knæ og bad til sin gud.

     Gorman forsøgte at tage sig sammen, tæt på at gå i panik. Først undersøgte han systematisk det nærmeste område i håbet om at Cathrine – eller hvem som helst – var blevet fanget under en af bilerne. Men der var ingen.

     Dernæst forsøgte han sammen med Søster Sara at undersøge de bygninger omkring børnehaven der stadig stod. Her var der enkelte overlevende. En ung mand vaklede frem og Gorman genkendte ham som Haiken. Han faldt Søster Sara om halsen og efter lidt tøven lagde Gorman også armene omkring dem.

     De støttede sig til hinanden på alle måder. Haiken havde en lygte på sig, som utroligt nok virkede. Med den spinkle lysstråle som pejling gennemsøgte de området.

     De fandt Cathrine sent om natten. Hun var stadig i live, men ikke længere uskadt.

     ”Jeg vidste du ville komme, Far,” hviskede hun og forsøgte at lægge sine arme omkring ham da han knælede ved hendes side. Gorman måtte hjælpe hende til omfavnelsen. Selv nu efter utallige timer i vådt mørke, kulde og snavs, duftede hans datter så sødt som nogensinde. Hun duftede af godheden selv, og Gorman begravede sin næse i hendes hår, holdt om hende, kyssede hende, skærmede hende mod sine egne tårer.

     Alt var gennemblødt og koldt omkring dem, og selv om Haiken vred sin jakke så godt han kunne og forsigtigt lagde den over hende, beskyttede den ikke meget mod nattekulden. Gorman lagde sig tæt ind til Cathrine for at give hende hvad han kunne af sig selv.

     En enkelt gang i denne uendelige nat kiggede han kortvarigt op. Haiken sad på knæ på den anden side af Cathrine, men holdt stadig lygten, lyste stadig for dem. I skæret fra de næsten udbrændte batterier så hans ansigt fortrukket og hærget ud. Da han opdagede at Gorman så på ham, begyndte hans læber at bæve og Gorman mærkede kortvarigt hans grænseløse sorg før han igen selv koncentrerede sig om Cathrine.

     Hendes smerter var for store til at hun kunne sove. Hun græd, nogle gange lydløst, andre gange ikke.

     ”Far! Hjælp mig dog! Kan du dog ikke hjælpe mig?”

     Gorman kunne ikke hjælpe sin datter. Han havde hjulpet så mange andre, men her var han hjælpeløs.

     ”Så, så, min lille pige. Det bliver snart bedre. Du skal bare holde ud lidt endnu.”

     Søde, tapre Cathrine holdt ud så godt hun kunne. Gorman holdt op med at tilbageholde sine tårer og lod dem blande sig med hendes.

     Timerne gik.

     ”Far! Jeg har tisset i bukserne. Jeg kunne ikke lade være.”

     ”Det gør ikke noget. Vi finder dig nogle rene bukser i morgen. Det skal du ikke tænke på.”

     Og hele tiden var smerterne der. Nogle gange faldt Gorman i en underlig tidløs søvn, men vågnede altid til hendes angste stemme.

     ”Hjælp mig, Far! Det gør så ondt!”

     Han kunne ikke hjælpe.

 

 

 

Cathrine døde tidligt næste dag. Daggryet var gråt og hæsligt, og solens lys underligt tåget, da Gorman mærkede hendes sidste åndedrag mod sin kind.

     Gorman behøvede ikke længere være bange for at gøre hendes skadede krop mere ondt. Han trak hende ind til sig.

     ”Jeg skal nok følge dig,” hviskede han. ”Du skal ikke være alene.”

     Og så lagde han sig selv til at dø.

 

 

 

Gorman vågnede til lyden af Haikens gråd.

     Først ville han ikke høre den. Men han var nødt til det.

     Det var besværligt at frigøre sig fra Cathrines stive krop, men han fik det gjort.

     Haikens sorg var så stor, så ubærlig. Den tog pladsen for hans egen sorg, pressede ham tilbage i livet.

     ”Du må holde op med at græde,” sagde han til Haiken og sukkede så. Selv nu, i denne absurde situation, kunne han ikke lade være med at være behandler, at tage sig af andre.

     ”Vi må holde ud,” sagde han. ”Der vil komme hjælp snart. Vi skal bare klare os nogle få dage.”

     Haiken stirrede på ham som om han var blevet vanvittig. Det var han måske også, tænkte Gorman mens han selv kiggede sig omkring.

     Der var ikke en hel bygning i sigte. Der var heller ingen lyde andre end vindens rusken i de få træer der var tilbage. Og så enkelte menneskelige lyde, men ikke nogen der lød som om de kom med hjælp.

     Han lagde mærke til at Søster Sara var gået i gang med at undersøge de væltede biler på parkeringspladsen og gjorde Haiken opmærksom på det. Det havde en god virkning på Haikens tilstand, og han lod til at tage sig sammen.

     De begyndte systematisk at gennemsøge de væltede biler og samle sammen hvad de fandt af brugbart udstyr. Nogle vandflasker, chokolade, tæpper, en rygsæk med værktøj.

     I en af bilerne fandt de en ung kvinde i live. Hun var ikke bare i live, men næsten uskadt, ligesom bilen, der på en eller anden måde havde fået kilet sig fast mellem nogle træer. Dørene ville dog ikke åbne, og Gorman måtte smadre bagruden med en hammer for at hun kunne komme ud.

     Hun rystede over det hele og blev ved med at takke dem for sit liv. Gorman pakkede hende ind i et tæppe og hun hviskede til ham at hendes navn var Leanne.

     Efter denne opdagelse var de mere omhyggelige, men der var ikke flere overlevende.

     Det var mere held end forstand at Haiken tændte for en bilradio og opdagede at den virkede.

     Først var der susen og hvæsen. Så genfandt bilradioen sine præinstallerede kanaler. To af dem fungerede stadig. Desorienterede radioværter forsøgte at videregive de få informationer som de havde.

     De fire overlevende hørte om asteroiden, der var blevet splittet til tre. De hørte om de to der var landet i havet, og om den der var landet på land. Verdensomspændende katastrofe, hørte de, men de forstod også at selv om dette var forfærdeligt, så var det ikke forfærdeligt ud over enhver grænse. Haiken blev stærkere og pillede forsigtigt bilradioen ud af bilen.

     ”Vi går til min far,” sagde han. ”Han er chef for en militærbase omkring 80 kilometer inde i landet. Det er en atomsikker base. Min far ved hvad vi skal gøre.”

     De gjorde sig klar til at gå. Gorman overvejede kort om han i stedet burde prøve at nå frem til sin kones arbejdsplads, men opgav det. Dels havde han ikke realistisk mulighed for at nå frem til hende, dels ville han ikke kunne hjælpe hende. Men den virkelige sandhed var at han ikke brød sig meget om hende. Cathrine var den eneste grund til at de havde holdt sammen så længe.

     Ingen af dem kunne få sig selv til at efterlade Cathrine liggende på jorden, værgeløs over for alt hvad der kunne komme. Haiken forsøgte længe at grave i den mudrede jord med en knækket spade, men måtte opgive det. De kunne ikke begrave hende.

     Til sidst valgte de at lægge Cathrines lille krop på bagsædet af en bil. Gorman kyssede hende farvel på panden. I de absurde omstændigheder så hun vidunderligt fredfyldt ud, og han forsøgte at indprente sig billedet, at huske i det mindste dette til senere.

     Så begyndte de at gå.