Løb i grønt

LØB I GRØNT

Karen Skovmand

 

Hun var ganske nydelig, damen. Måske strengt taget ikke helt hvad politibetjent Mortensen forstod ved en dame, som hun stod der i grønt joggingtøj og løbesko, men nydelig, helt sikkert. Buttet uden at være overvægtig og tydeligvis i god form.

        – Hvad der undrer mig, sagde han, – er at han lå så tæt ved huset. Men jeg kan selvfølgelig godt se, løbeturen og alt det der. Det må være begyndt der.

        Han satte sig ned ved havebordet for at bringe orden i sine notater. Asta blev stående i sit løbetøj, tænksom.

 

Betjenten havde mere ret end han anede. Det var faktisk begyndt med en løbetur. Nej. Det var begyndt den dag Hans kaldte hende for store skude.

        Nu havde han selvfølgelig kaldt hende det før, men denne gang havde været anderledes. Astas niece Nikoline og hendes nye kæreste Simon var netop kommet på besøg og Asta havde dækket et lækkert frokostbord for at fejre Nikolines hjemkomst fra USA. Pigen var fyldt til hårrødderne med nye indtryk. Hun snakkede, så hele hovedet dirrede og bordet rystede, men det var sjovt at lytte til. Det syntes Simon vist også, for han sad selv stille og grinede bare lidt ind i mellem. Men da Nikoline spurgte til Astas situation, blev han pludselig opmærksom.

        – Jamen, jeg er jo stadig arbejdsløs, havde hun måttet svare. Det burde Nikoline egentlig have vidst, for det havde hun været i fem år nu. Før det havde hun været rengøringskone i nogle år, indtil det blev privat, og det nye sted ikke kunne have hende. Og før det igen havde hun været i en butik. Men det var længe siden.

        – Altså, tante, det kan du jo ikke blive ved med. Du må da komme i gang. Det kan da ikke passe, der ikke er brug for dig.

        Asta svarede ikke rigtigt, for det havde hun også somme tider selv tænkt. Nikoline snakkede videre. – Der er jo så meget, tante. Du har da også en uddannelse, har du ikke?

        Hans svarede, før hun fik tid. – Hun stod i butik, dengang man stadig brugte kuglerammer. Der er vist ikke meget brug for den slags mere.

        – Det var før vi fik drengene, forklarede Asta, mest til Simon, der så lidt forbavset ud. Hun kunne have tilføjet, at det var dengang, Hans stadig havde været arbejdsleder på fabrikken og noget mere omgængelig end nu. Men hun lod være. – Det er nok forældet.

        – Åh, hold op, tante. Simon havde hurtigt arvet Nikolines tiltaleform, men det gjorde ikke noget. – Du skal bare opdateres. Så kan du hurtigt komme ud og vise dem, hvad du dur til.

        Hans spruttede over sin øl. – Så skal det være i Storcenteret. Det er det eneste sted, hvor de har kvadratmeter nok til den store skude.

        Dér var det, hun blev så gal. Hun kunne mærke varmen fra raseriet stige op igennem kroppen, så hun næsten sitrede og havde meget svært ved at sidde stille. For at gøre noget rakte hun ud efter hønsekødssalaten, men opdagede så hun ikke havde noget brød. Simon skyndte sig at række hende det. Nikoline snakkede videre, lidt febrilsk, og lidt efter var det hele glemt.

        Det gjorde ikke så meget, når bare de var alene. Så kunne hun lade, som om hun ikke hørte ham, og han kunne så til gengæld blive irriteret over det. Men på andre kunne det virke lidt underligt, måske fordi Hans egentlig så ganske godt ud. Han røg ganske vist en del, og fik sig også nogle øl, både på arbejdet og derhjemme, men det satte sig ikke på samme måde, som alt, hvad hun bare tænkte på at spise, satte sig på hende. Men alligevel gik det jo imellem dem på en eller anden måde. Om dagen så de ikke så meget til hinanden, og om aftenen fik de kaffe og kage og så tv. Som regel føltes det meget godt.

        Men det gjorde det bare ikke den dag. Nikoline og Simon sagde farvel, og Asta bar ind fra havebordet. Hans satte sig med endnu en øl og avisen, og lukkede øjnene, før han havde fået bladret om til sporten. Men da hun kom ud anden gang med bakken, åbnede han dem igen og missede mod solen.

        – Den tøs. Hun ser sgu godt ud, hende Nikoline. God figur, selv om hun griner for meget.

        Asta sagde ikke noget, stablede bare tallerkener og fandt plads til småtingene. Han fortsatte.

        – Gu’ ve’ hvad hun ser i ham Simon. Hun skulle gå efter noget bedre.

        Asta sagde stadig ikke noget. Hans afsluttede sin belæring. – Som mig, for eksempel

        Hun så på ham, og han så på hende. Så fortsatte han sin læsning. – Store skude!

 

Nikoline kom forbi dagen efter, jublende. – Jeg har fået det. Jeg har fået arbejde!

        Lidt roligere forklarede hun, at hun ikke havde villet sige noget dagen før. Men her til morgen havde de så ringet og sagt, at jobbet var hendes. Hun skulle være lærer. På daghøjskolen.

        – Du skulle komme derud, tante. Det er lige noget for dig. Du kunne komme i gang med alt muligt, ikke bare kedelige kontorting, også sjove ting, der vil udvikle dig.

        – Udvikle mig? Jeg vidste ikke, jeg skulle udvikle mig.

        Nikoline tøvede lidt i sit svar, og Asta blev klar over, den var gal. – Nej, det behøver du ikke tante, men det er – det er som om du savner noget. Det ville klæde dig at komme i gang med et eller andet. Du er blevet – blevet…

        Asta fuldførte sætningen. – En stor skude. Ja, det ved jeg.

        Nikoline rødmede. – Sådan mente jeg det ikke. Men jo, du er blevet lidt stor. Al det wienerbrød og kage. Og du sidder altid stille.

        – Hvad vil du have jeg skal gøre? Begynde at motionere, måske? Løbe maratonløb?

        Nikoline fnisede. – Det ville nok overraske Hans lidt.

        Asta kom også til at fnise. – Vi ses, Hans. Jeg kommer igen om 32 kilometer.

        – 42 er det vist, tante. Men du kunne jo prøve at løbe lidt. Bare en kilometer eller to. Du kan altid gå ind imellem.

 

Og sådan gik det til, at Asta senere på dagen fandt sig selv i byens sportsforretning over for en purung ekspedient, der var lige så forlegen som hende, da han skulle finde hendes størrelse frem. Men Nikoline valgte uden tøven det flotteste sæt. Dybtgrønt med små striber i lysere nuancer. Da Asta stod i prøverummet, føltes det faktisk ikke så slemt. Tøjet sad godt omkring hende, og der var plads til maven.

        Da hun kom ud igen, havde ekspedienten fundet løbesko frem, og diskuterede ivrigt hælform og affjedring med Nikoline. Asta fik skoene på, og da hun prøvende løb lidt hen ad gulvet, føltes det nærmest, som om de skød hende fremad. Hun var helt euforisk, selv om hendes hånd rystede da hun skulle betale.

        Bagefter var det ingen sag for Nikoline at overtale hende til et besøg på daghøjskolen. Stedet virkede sympatisk, selv om hun måtte spekulere på, hvad de unge lærere tænkte, mens hun lyttede til deres snak om selvudvikling og personlige kompetencer. Men senere, da de besøgte det hold, de foreslog, hun kom på, forstod hun mere. Det bestod næsten kun af kvinder ligesom hende, og de lignede alle sammen hinanden. Hun blev heller ikke overrasket over at høre, at et af fagene på skemaet hed ernæring og et andet kropspleje. Nærmest aerobic, forklarede læreren, men ikke hurtigere, end at man kunne følge med.

         Nikoline grinede fra øre til øre. – Du bliver så smart, tante, sagde hun. – Og Hans – han får lidt svært ved at genkende dig!

        Asta kom også til at grine, og så var det klaret. Hun kunne begynde når som helst. Der var selvfølgelig Kommunen at snakke med først, men lederen af daghøjskolen klarede det med en opringning. Hun kunne starte i morgen.

        Da hun kom hjem, havde hun det stadig, så hun rystede, men hun var fyldt af gåpåmod. Hans var ikke kommet hjem endnu, så hun skiftede tøj i soveværelset og kiggede prøvende på sig selv i spejlet. Det så ikke godt ud, men heller ikke forfærdeligt.

        I baghaven begyndte hun forsigtigt med små hop på stedet. Det blev lynhurtigt hårdt, så hun gik over til tripning. Men pludselig hørte hun Hans bag sig: – Har du fået ringorm?

        Hun havde ikke ventet ham hjem endnu, men så værdigt hun kunne, vendte hun sig om og sagde: – Jeg varmer op til en lille løbetur, såmænd. Vi ses til aftensmaden.

        Og så var hun jo nødt til at løbe. Hun løb ud af baghaven og ind på den lille skovsti bag deres hus. Hun løb mellem træerne, til hun hverken kunne se huset eller Hans længere. Og så måtte hun stoppe.

        Hendes ben smertede, hendes hals lukkede sig sammen, og hendes lunger skreg efter den luft halsen ikke lod passere. Et øjeblik blev hun grebet af panik. Men så kom hun langsomt til sig selv.

Hans havde set hende løbe, og hun kunne ikke vende tilbage sådan. Hvis hun overhovedet var i stand til at vende tilbage.

        Viljestyrke alene fik Asta på benene igen. Hun mindedes noget om strækøvelser, som hun engang havde læst, og gav sig til at strække benene for det tilfældes skyld, at nogen skulle komme forbi og se hende. Det gjorde der nu heldigvis ikke. Og lidt efter skete miraklet, og smerterne i lungerne forsvandt. Hun følte sig bedre tilpas og begyndte at gå videre. Som Nikoline havde sagt, kunne hun jo bare gå ind i mellem.

        Lidt efter begyndte hun alligevel at løbe, og ved at sætte farten ned til næsten gang, opdagede hun, at hun kunne holde ud meget bedre, end hun havde troet. Da hun nåede ned til søen, var hun fuld af selvtillid, men valgte alligevel at gå resten af vejen.

        Men da hun kom hjem, ventede Hans, ansigtet rødt af tilbageholdte bemærkninger, som nu slap ud, så snart hun var nået inden for havelågen. Det var først til sidst, at hun rettede sig (hun var med det samme gået i gang med sine strækøvelser) og kiggede ham i øjnene. – Du glemte skude! Du glemte at kalde mig store skude.

        Hendes frækhed overraskede dem begge lige meget. Men så snart hun havde fået det sagt, vidste hun at det var det rigtige. Hun ville aldrig holde mund igen.

 

Problemet ved alt dette var, at da hun først var begyndt at løbe, var hun naturligvis nødt til at fortsætte, ellers havde Hans ikke givet hende fred i resten af hendes liv. Det var ikke lige det, hun havde tænkt sig – hun havde regnet med at aerobictimerne ville have været nok. Men det var kun to gange om ugen, og hver aften kiggede Hans sigende på hende, hvis ikke hun kunne bekræfte, at hun havde været ude og røre sig.

        Men det pudsige var, at efter de to værste uger i hendes liv føltes det lige pludselig ikke slemt at løbe. Måske var det, fordi daghøjskolen gik så godt. Hun trivedes langt bedre, end hun havde forventet. Det var ikke så meget undervisningen som samværet med de andre kvinder. De havde noget at snakke sammen om. Måske ville det ikke have lydt af meget for andre mennesker – hun så i hvert fald undertiden læreren stå med et smil om læben – men for dem var det guld værd. De andre havde nået at gå lidt længere end hende, men ikke meget, og hun indhentede dem hurtigt. Bogstavelig talt i aerobictimerne, hvor de hver gang startede med at blive vejet og få deres vægt sammenlignet med idealmålet, BMI-tallet, før de fik deres kondital målt. Hun var måske nok en af dem, der startede værst, men hun blev hurtigt den, der gjorde størst fremskridt, og hun følte sig stolt som en skolepige over tallene.

        Derhjemme gik det værre end nogen sinde. Hans vågede som en høg over husets tilstand og sine måltider, og begyndte at føle med fingrene bag møblerne og billederne, om hun fik støvet ordentligt af. Hun forsøgte at gøre måltiderne så gode som muligt, men med de nye ernæringsprincipper hun lærte, var det umuligt at stille dem begge tilfreds. I stedet måtte hun servere to aftensmåltider – et til ham og et til hende. Og spise i tavshed, mens han kværulerede over hendes grønsager og tørstegte kød. Det var, som om han fik det værre og værre, mens hun fik det bedre og bedre. Kun når Nikoline og Simon besøgte dem, livede han lidt op og forsøgte at skrue den gamle charme på.

        Nikoline og Simon var uvurderlige. Simon roste hendes allerede slankere krop, og Nikoline fulgte med i hendes udvikling lige så opmærksomt som Hans, men med helt andre bemærkninger. – Det er jo fantastisk, Tante. Jeg tror jeg skriver til Ugebladet om dig. Du stormer jo af sted i dit liv som en tornado.

        Det var den dag, Ugebladet besøgte hende, at Hans eksploderede. Hun vidste egentlig ikke, hvorfor de besøgte hende, men reporteren var næsten lige så sprudlende af begejstring som Nikoline, og fotografen heppede på hende, mens han tog et hav af billeder med sit smarte, digitale kamera. Til sidst lod hun sig fotografere i det grønne løbetøj og fortalte reporteren hvordan det egentlig havde startet det hele, og at hun planlagde at løbe et halvmaraton til efteråret og et rigtigt maratonløb til næste år.

        Bagefter var Hans først stille, men så begyndte han at lukke ud. – Det må jeg sige! Udstille dig for Gud og hvermand. Plante din store røv lige op i fotografens linse. Han skulle have brugt vidvinkellinse! Og snakke om dit løbetøj. Du købte det ikke for at løbe i. Du købte det, fordi det var det eneste, du kunne få måsen ned i! Du kan sgu ikke løbe så meget som et kvartmaraton, ikke om der så var ild i dig.

        Hun måtte samle sig lidt, før hun kunne svare. Men så kom svaret nærmest flyvende. – Det er da lige meget om jeg kan løbe et maraton eller ej. Bare jeg kan løbe fra dig.

        Han kiggede på hende. – Løbe fra mig? Du kan jo prøve.

        Hun snørede sine løbesko lidt fastere og gik hen til havelågen. – Kommer du?

        Han kom faktisk. Og hun måtte sige til hans ros, at han løb fint i begyndelsen. Ind i mellem råbte han hånlige kommentarer til hende, men de ophørte, da de nåede søen. Da hun stoppede og vendte sig mod ham, så hun, at han var højrød i hovedet og pustede temmelig meget.

        – Nå, hvad siger du så? Hvem er i stand til at løbe her?

        Han svarede ikke, men oksede videre, og hun forstod, at han ikke gav sig så let. Hun løb selv videre, overhalede ham uden problemer og løb videre, indtil hun atter var godt foran. Da de begyndte på hjemvejen, stoppede hun igen. Denne gang var han ikke bare kokrød i hovedet, han nærmest flammede, men stadig ville han ikke give op

        – Du kan ikke løbe fra mig, om du så havde fået vinger og EPO, hvæsede han, men ordene virkede ikke overbevisende. Hun løb atter videre. Og nu stoppede hun ikke længere.

 

Politibetjent Mortensen så op fra sin blok. – Sig mig, sagde han. – Råbte Deres mand ikke noget til Dem? Prøvede han ikke at kalde efter Dem?

        Asta tænkte sig om. – Jo, sagde hun tøvende. – Det gjorde han egentlig.

        – Noget om smerter i brystet?

        – Næ. Det var ikke det. Det lød snarere som – ja som skude. Store skude!