Jeg tilgiver aldrig miss Lovewood

JEG TILGIVER ALDRIG MISS LOVEWOOD

 

Jeg har ikke tilgivet Miss Lovewood. Og jeg kommer heller aldrig til det.

 

Ikke at min mening betyder noget. Slet ikke for mine forældre, hvis stemmer altid får en særlig taknemlig klang, når de nævner hendes navn. Som om hun har reddet mig. Men Miss Lovewood reddede ikke nogen. Hun reddede ingenting.

      Og når jeg tænker på den tid nu, er det altid hende, jeg husker.

      Ikke det andet. Ikke skønheden. Ikke kærligheden. Ikke den korte tid hvor alle muligheder stod åbne for mig. Hvor jeg voksede til jeg næsten ikke kunne rumme mere.

 

Miss Lovewood var vores guvernante. Alene det var forkert. Ingen havde guvernanter mere. Men vi havde.

      Det var mine forældres forsøg på at opdrage os til den verden de syntes vi burde leve i. Jeg ved ikke engang hvorfor. Vi boede ganske vist på et slot – Egholt – og var af gammel adelsslægt – Sahlerne – men det havde været fornuftigere at opdrage os til at klare os selv.

      Det syntes de måske også de gjorde. Meningen var at jeg skulle rejse til en engelsk kostskole året efter, og derfor kom Miss Lovewood for at undervise min lillesøster Marie og mig. Særligt i engelsk, naturligvis. Men også for at lære os alt hvad der skal til for at begå sig i livet, som min mor udtrykte det.

 

Miss Lovewood var det særeste menneske jeg nogen sinde havde set. Hun var nok i slutningen af tyverne, men hun klædte og opførte sig rædsomt gammeldags. Håret var altid sat stramt op, bluserne altid højhalsede, og nederdelene altid mørke. Hun var meget bleg, og fik små røde pletter på kinderne når hun blev ophidset over et eller andet.

      Hun var vel det man kalder gammeljomfru. Marie og jeg var ikke i tvivl om at hun også var rigtig jomfru. Det mærkede vi når hun læste sine elskede kærlighedsdigte op for os. Vi plejede at fnise lidt, for vi vidste det bare var et spørgsmål om tid før øjnene løb i vand, og stemmen begyndte at ryste. Hun så det vel, men læste alligevel stædigt videre. Jeg er ret sikker på hun ikke kunne fordrage os.

 

Men Egholt elskede hun. Det var også et rigtigt eventyrslot med høje, hvide mure og tårne, omgivet af en glitrende voldgrav og en grøn slotspark. Lige et sted for Miss Lovewood. Alligevel var hun også bange for det.

       – Disse mørke gange, sagde hun allerede den første dag til mor. – Det er som om jeg kan møde et spøgelse bag hver runding.

      Mor lo. – Vi har ingen spøgelser her, Miss Lovewood. Det er ikke rigtig deres århundrede.

      Og så tilføjede hun, lidt mere strengt: – Jeg vil ikke høre tale om den slags. Cecilie og Marie tror på så meget overnaturligt allerede.

      Det var nok ondt af mig. Men Miss Lovewood indbød til at være ond. Aldrig så snart var min mor ude af døren, før jeg fortalte Miss Lovewood at Egholt skam havde masser af spøgelser.

      -– Åh, sagde Miss Lovewood og blegnede. – Hvilke spøgelser?

      Jeg smilede engleblidt. – Det ældste er Gustav Sahl. Det var ham der fik slottet her af kongen. Han var slem til at straffe bønderne, og det siges at man stadig kan høre lyden af hans pisk ovre i vognporten.

      Marie var hurtigt med på den. – Der er også Elisabeth Sahl, sagde hun. – Hun drev sin fætter til vanvid. Og Rose Sahl, som forelskede sig i en bondesøn og kastede sig ud fra tagafsatsen da hendes forældre ville have at hun skulle rejse væk og giftes med en anden.

      – Bondesønnen døde først, sagde jeg. – Ingen ved om han selv tog sig af dage, eller det var Roses far der hjalp ham lidt på vej. Nu går han rundt ovre i Vestfløjen og leder efter sin tabte kærlighed.

      Miss Lovewoods pudsige ansigt blev blegere og blegere, og jeg mærkede et stik af dårlig samvittighed. Derfor tilføjede jeg trøstende: – Han er ikke farlig, Miss Lovewood. Kun for unge, ugifte piger.

      Men det skulle jeg ikke have sagt. Store, røde pletter begyndte at gløde på hendes kinder. Miss Lovewood følte sig åbenbart stadig ung eller ugift nok til at være i fare.

      – Det var vist godt jeg kom, Frøken Cecilie. For De har sandelig meget at lære om omtanke og gode manerer!

      Hun så lige på mig, meget køligt og meget overlegent, og fra da af vidste jeg at vi aldrig ville komme til at holde af hinanden.

      Jeg puffede til Marie. – Ved du hvad, hviskede jeg. – Jeg synes vi skal sørge for at Miss Lovewood møder et par af Egholts spøgelser. Det ville næsten være synd andet …

 

Det var ikke særlig svært, for det er kun udadtil at Egholt er et eventyrslot. Bag den kønne facade er de tykke mure fyldt med gange, løngange, fra den tid hvor tjenestefolk skulle være usynlige. Vi havde ikke tjenestefolk, så gangene var blevet glemt og de fleste stuer låst af. Men vi piger havde fundet dem alle, og vi havde også fundet nøglerne til stuerne. Det var nemt at smutte uden om Miss Lovewood for at hviskekalde på hende bag de tykke forhæng. Eller knirke med de små paneldøre. Somme tider når hun gik tur i Vestparken, klædte vi os ud i gamle dragter vi havde fundet, og så vinkede vi til hende fra vinduerne i de lukkede stuer. Vi skræmte hende fra vid og sans, og hun turde aldrig sige noget til vores forældre.

 

Det var under en sådan leg at jeg første gang mærkede ham røre ved mig.

 

Først troede jeg bare det var en pludselig trækvind der havde rørt mig. Men så kom den igen. Strejfede min nøgne overarm – jeg var i færd med at klæde mig om og stod i mit undertøj – på en måde ingen vind kunne. Og så mit hår.

      Jeg blev ikke egentlig bange, for Marie stod lige ved siden af mig, og desuden føltes det rart. Derfor lukkede jeg øjnene og blev stående, mens dette underlige kærtegnede mit hår.

       – Hvad er der? sagde Marie. – Hvorfor står du sådan?

      Fornemmelsen forsvandt, og jeg forstod at Marie ikke havde mærket noget. – Der er ingenting, sagde jeg til hende. Men det passede ikke. Der var meget.

 

Måske skulle vi have stoppet spøgelseslegen dér. Men jeg kunne ikke glemme den følelse der var strømmet gennem mig da jeg mærkede det dér underlige kærtegn. Og da jeg næste gang låste mig ind i den lukkede stue i Vestfløjen, var det uden Marie.

      Først skete der ikke noget. Men så lagde jeg mine hænder på væggen. Jeg mærkede de gamle mursten under mine fingre, indtil det var som om Egholt selv åbnede sig og ligesom sugede mig ind. Jeg blev en del af slottet, og det blev en del af mig. Så kom det. Først som et stille åndedræt i mit øre, en følelse af varme mod min øreflip. Og så, så blidt som en sommervind, fingre der strøg ned over mig. Og jeg hørte for første gang hans stemme.

       – Hvor har du været? Jeg har sådan ventet på dig.

      Jeg var holdt op med at tænke, kunne ikke. Det her havde ikke noget med logik og fornuft at gøre. Jeg vidste bare at han ville have mig, at han længtes efter mig, at han kun eksisterede for min skyld.

      Alle piger burde opleve det. Alle kvinder burde høre en mand sige noget sådant, alle skulle prøve at blive elsket på den måde, blive rørt på den måde. Han hviskede blødt i mit øre. – Min blomst! Min rose! Rose, bliv hos mig.

 

Jeg forandrede mig. Næsten fra dag til dag. Der skete noget med min krop, med den måde jeg gik på, med … ja, med alting. Jeg gad ikke længere lege barnlige lege eller læse barnlige bøger. Selv maden smagte anderledes. Ting, der tidligere havde været for sure eller for stærke eller for krydrede, blev nu pludselig til nye livretter. Oliven. Syltede agurker. Kommen og cayennepeber. Mine forældre var godt tilfredse med forandringen. Min mor købte nye kjoler til mig, der sad på en anderledes stram måde. Min far så på mig i kjolerne og udbrød uvilkårligt: – Jamen, Cecilie, du er jo blevet en ung kvinde.

      Marie hadede mig for det, og jeg kunne ikke fortælle hende hvorfor jeg havde ændret mig.

 

Jeg kunne kalde ham til mig når jeg ville, blot ved at røre ved Egholts mure og tænke på ham. Og jeg blev dristigere og dristigere. Selv i skolestuen … Ingen kunne jo se ham, og kun jeg kunne høre ham og mærke ham.

      – Med Romeo og Julie har Shakespeare skrevet den største kærlighedstragedie i litteraturhistorien, sagde Miss Lovewood og fik røde pletter på kinderne ved tanken.

      Hah, tænkte jeg hånligt. Hun aner ikke hvad kærlighed er. Jeg tør vædde på hun aldrig har prøvet dét her … Og jeg rakte hånden bagud, skjult af stolen, og rørte ved de kølige hvide mursten. Jeg lukkede øjnene. Kom, kaldte jeg i mit stille sind. Kom, min elskede …

      Og det gjorde han. Hans ånde mod min kind, hans hånd mod min hofte, lige under ribbenene …

      – ”Romeo, Romeo, hvorfor er du Romeo”, brægede Miss Lovewood. Og så gik hun pludselig i stå. Jeg åbnede øjnene igen.

      Miss Lovewoods mund var blevet til et måbende hul i det blege ansigt. Hun stirrede stift på et punkt lige bag mig.

      – Miss Lovewood, sagde Marie drillende. – Har De det godt? De ligner en der har set et spøgelse.

 

Hvor kunne han. Jeg var så rasende at jeg ikke kunne sove om natten. Når ikke engang jeg havde fået lov til at se ham, hvordan kunne så hun …? Det var ikke til at bære. Til sidst, efter at have ligget søvnløs til efter midnat, steg jeg ud af min seng og forlod mit værelse så stille at hverken Marie eller Miss Lovewood vågnede. Jeg gik op til den lukkede stue hvor jeg først havde set ham, og tændte et lille lys.

      – Jeg vil se dig! sagde jeg højt ud i stuen. Men der var intet at se. Jeg trådte hen til væggen og lagde mine hænder på den.

      Selv da fik jeg ikke lov at se ham. Men jeg mærkede ham. Hans hænder lagde sig varmt, næsten besidderisk på mine skuldre.

      Stadig vred over hvad han havde gjort, rakte jeg min egen hånd op og mærkede ham. For første gang mærkede jeg ham gennem mine fingre. Han var høj. Og bredskuldret. Jeg løftede mig lidt og mærkede hans ansigt. Jeg strøg ham over de høje kindben, mærkede det faste, levende kød, samtidig med at jeg ingenting mærkede. Jeg kan ikke forklare det.

      Men jeg blev panisk, sprang væk og ud af stuen, løb hurtigt ned til mit værelse og min seng. Dér lå jeg rystende resten af natten.

 

Jeg bestemte mig for aldrig at opsøge ham mere. Jeg turde ikke.

      Men jeg var ret sikker på Miss Lovewood ikke havde den samme frygt. Jeg kunne se det på hende. Så hun ikke ligesom lykkeligere ud? Hun havde helt sikkert forandret sig. Håret sad ikke længere i en stram knude i nakken, men var mere løst sat op, og nogle dage tog hun sig endda tid til at krølle det og komme rød farve på kinderne – rouge, kaldte man det. Hun bestilte nye og smarte kjoler hjem fra et postordrefirma. Det var en anden Miss Lovewood end den vi kendte, og jeg kunne ikke lide det. Slet ikke da hun med et selvtilfreds smil fortalte mine forældre at hun nu havde lært mig alt hvad hun kunne, og at der ikke var nogen grund til at tøve længere. Jeg var klar til kostskolen.

 

Aftenen før min afrejse holdt mine forældre en lille afskedsmiddag for mig. Der var ikke andre end os og Miss Lovewood, men maden var god og vi fik vin. Det var første gang i mit liv. Den smagte surt på min tunge, men jeg drak den alligevel. Min far holdt en lille tale for mig, og jeg kunne se min mor gnide en tåre væk. Det hele føltes som om min egen barndom med ét slag ovre, og jeg nu skulle til at være voksen og handle på egen hånd. Miss Lovewood var i strålende humør, og jeg tænkte at det nok var udsigten til at slippe af med mig der gjorde hende så glad. Men midt i det hele følte jeg alligevel en pludselig lettelse. På kostskolen ville der ikke være nogen at mødes med, ingen usynlige kærtegn, ingen søvnløse nætter. Hvem ved? Måske kunne man endda prøve at kysse én man kunne se.

      Pletterne på Miss Lovewoods kinder blev rødere og rødere. Middagen syntes uendelig, indtil mor pludselig hørte uret slå og fandt ud af at Marie og jeg skulle i seng.

 

Maries og mit soveværelse lå lige ved siden af Miss Lovewoods. Jeg sov altid let om natten, i modsætning til Marie der snorkede dybt. Så da Miss Lovewoods dør åbnede sig, hørte jeg det med det samme. Men jeg tvang mig selv til at blive liggende. Hvis det var hende han ville have, så værsgo. Jeg havde mit eget liv at leve, og i morgen ville jeg være på vej langt væk fra Egholt.

      Månen skinnede – det fineste sarte fuldmånelys faldt ind gennem de gamle, blyindfattede vinduesruder. Det lokkede mig. Det fyldte min krop med uro. Og til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere.  Jeg sprang op af sengen og løb ud på gangen. Der var iskoldt derude, og jeg mærkede en luftning mod min kind, som om der stod et vindue åbent et sted. Jeg fulgte efter luftningen, bevægede mig den velkendte vej opad. En enkelt gang hørte jeg stemmer, men de kom nedefra, ikke oppefra.

      Jeg løb op ad trapperne, kom til min egen, hemmelige, lukkede stue og så at den var tom. Men luftningen mod min kind fortsatte, som var det ham der kaldte mig. Jeg søgte atter opad, og fandt pludselig en åben dør. Den førte ud til tagafsatsen.

      Der så jeg ham.

      Som en lysende silhuet mod rækværkets sten stod han, armene strakt ud mod mig. Han var nøjagtig så smuk som jeg altid havde forestillet mig han ville være. Jeg løb hen til ham, og mærkede ham holde om mig, hørte ham kalde sit kælenavn for mig: – Rose. Min rose. Min elskede. Kom med mig. Rejs ikke fra mig, jeg kan ikke leve uden dig.

      Han lagde sin håndflade under min hage og løftede mit ansigt op. Og jeg så hvad han så.

      En pragtfuld, lysende måneskinsbro væk fra slottet. En vej væk. En udvej.

      Jeg kunne ikke modstå ham. Han var alt for stærk. Han tog min hånd og trak mig med sig. Jeg trådte op på rækværkets stenkant – og hørte et forskrækket udråb nede fra terrassen. Dér stod mine forældre og stirrede rædselsslagne op mod mig, og da jeg så hvor små de var, hvor langt der var ned … så tøvede jeg et øjeblik.

      Det var det øjeblik Miss Lovewood udnyttede.

 

Hun sprang op på stenkanten, brød vores hænder, kastede mig til side med voldsom, voldsom kraft. Jeg faldt og slog mit hoved på stenene, så alting svimlede for mig.

      Lægen sagde senere det var vinen der havde fået mig til at gå i søvne. Og hjernerystelsen efter faldet der havde fået mig til at se hvad jeg så. Mine forældre opfattede kun Miss Lovewood der skubbede mig væk fra kanten.

      Jeg så Miss Lovewood. Med min elskede i hånden. Og jeg så ham se på hende i det øjeblik han trådte ud på måneskinsbroen, og jeg ved ikke – jeg ved det ikke! – om han nåede at opdage det. Om han nåede at opdage at Miss Lovewood havde presset sin krop ind i det hul i tiden jeg havde skabt.

      Måske lykkedes det hende ikke. Måske slap han hende i det øjeblik han så det. Måske var det derfor hendes krop styrtede til jorden, knustes mod terrassestenene, blev fundet i en sø af blod.

      Jeg ved det ikke.

 

Mine forældre talte altid siden så varmt om Miss Lovewood og lidt forundret om mig, som om jeg burde være mere taknemlig. Men jeg var ikke taknemmelig overhovedet.

      Hun stjal noget fra mig. Hun stjal min kærlighed. Hun stjal min sjæl.

     

Jeg rejste til kostskolen året efter. Jeg brugte de ting Miss Lovewood havde lært mig, og fik en fin eksamen.

      Men jeg finder aldrig en ny kærlighed.

      Og jeg tror ikke jeg har lært at begå mig i livet.

 

Og nej. Jeg tilgiver hende aldrig.